30 - 150 cm (eller længere). Enårig. Blomstrer juni til september.

Burresnerre er en hadet plante i de fleste villahaver. Den stortrives på næringsrig jord, hvilket gør at den især vokser i let fugtige løvskove, på frodige marker og ikke mindst i haver. Planten er "klæbende" da den er tæt besat med små bagudrettede torne, hvilket gør den til en perfekt klatrer op ad hegn, buske, lidt stive planter, kort sagt, alt hvad der kan klatres op ad.

Den vokser gerne sammen med brændenælder som fungerer som støtte for den og tilsammen kan de danne et næsten uigennetrængeligt vildnis.

Den frø er også tornede og strækt klæbende på enhver ujævn overflade. Når frugten er klæbet fast på dyrepels eller tøj kan den let bringes vidt omkring. Alle, der har prøvet at fjerne frøene fra trøjer eller sokker ved hvor svær den er at fjerne igen.

Frøene har fået tilnavnet præstelus. Noget de deler med klæbende frø fra andre planter, bl.a. Steffensurt. Årsagen til navnet er uvis.

Kulturhistorie

Ifølge Simon Paulli i hans urtebog fra 1648, Flora Danica, har den også navnet "bejler". Det begrundes: "Thi ligesom en Beylere icke vil gierne fra sin Fæstemø igien naar hand kommer til hende, så vil icke heller denne Urt gierne fra deris Klæder som den kommer nær, men hænger fast ved, indtil mand omsider med Mact må den afrucke".

Ifølge svenske og tyske kilder har frugten været brugt til at si mælk i gennem, da den effektivt kunne opsamle dyrehår og andre urenheder.

Etymologi:

Artsnavnet "aparine" blev brugt som et plantenavn allerede hos Theofrastos i det gamle Grækenland.


Lægeplante

frugterne indeholder saponiner (sæbestoffer) og adstringerende (sammentrækkende) stoffer og har derfor tidligere været brugt til sårrensning og heling af vanskeligt helende sår.
Også til sammentrækning af cyster og godartede svulster skulle den være effektiv.

Endelig skulle den kunne være virksom ved behandling af galde- og nyresten.